«Traditionen mod tvangsherredømmet»: en samtale med Eugen Netsjkasov
Lad os begynde. Vær sa venlig at fortælle, hvornår begyndte De at interessere sig i den gamle tradition og hvorfor har De udvalgt den hedenske vej?
God dag!
Det var fyldt allerede ti år i år 2019, at jeg er hedning. Da jeg var dreng, havde jeg fået nogle bøger af Aleksej Dobrovolskij (Dobroslav) og Varg Vikernes. Det var den begyndelse da jeg havde dykket mig ned i de hedenske traditioner. Før i tiden studerede jeg den klassiske okkultisme. Nu er mine meninger dybere og bredere. På et tidspunkt gik det op for mig, for eksempel, at Varg havde opdaget sit potentiel kun i sin musik, ikke i sine bøger og ideer.
Desuden har jeg også den tyske afstamning. Mine forfædre var tyske indvandrere, som boede i det Russiske Kejserrige. I den senere tid var de deporteret i Sibirien. Mit tysk blod havde forudbestemt mit retning til den vej af germansk-skandinaviske tradition, men jeg tror, at den slaviske hedendom er også min ven og forbundsfælle, fordi Veleslav Tsjerkasov (den troldmand Veleslav) er min ven. Jeg kender lidt hans filisofi og bøger. Hans lærdom om Den Hellige og menneskers indre verden kan man se også i min skrifter.
Jeg tror, at hedendommen er den naturlige og autentiske slags af religiositet og åndelighed for alle nationer, der bebor denne verden.
De har skrevet nogle bøger om den hedendom og den gamle religion. Vær sa venlig at fortælle i nogle få ord om denne bøger og forklare, hvad er en verdensanskuelse, som du nævner «den hedenske traditionalisme»?
Jeg deler mine skrifter i to dele. Den første del består af bøgerne om de germansk-skandinaviske traditioner på den ene side, og på den anden side er der nogle bøger og artikler om den hedenske filisofi og teologi, og kritikken over for disse. Den anden del belyser almindelige aspekter og problemer, der indoeuropæiske traditioner kan mødes, især i Europa. Jeg udvikler min egen tradition. Samtidig foreslår jeg beslutningerne og stiller de spørgsmål, der angår os alle sammen. Jeg gør dette værk for almenvellet.
Der var udgivet to mine bøger om den germanske tradition: «Gap: at the Left Hand of Odin» (Fall of Man Press) og «Forthcoming and encirclement» (Svarte Publishing). I disse bøger undersøger og udvikler jeg den ide, der er nævnt «den vej af den venstre hånd» – det er den traumatiske efraring af Den Hellige og den eksistens af Den Tradition i Ragnarøks tiden, navnlig i den aldeles ugunstige modernetid. I den anden bog lægger jeg mærke til sprogfilosofien og Martin Heidegger – i vor omgivelse er det en sjældenhed. Kort sagt om den hedendom, der er udgivet min bog i to bind der kaldes «Polemos: Языческий традиционализм» (Polemos: Den hedenske traditionalisme) – 800 sider i alt. I denne bog undersøger jeg den histori og den moderne tilstand af de fleste hedenske indoeuropæiske traditioner. Anførende mange eksempler, undersøger jeg og viser, hvordan moderniteten og postmoderniteten gennemsyres og efterhånden ødelægges forskellige kulturer og religioner. Jeg vedkommer de mest aktuele problemer, der omfatter virtualitet, teknikken, feminism, politikken, sproget og så videre. Uden nogen kritikken forsøgte jeg at vise de positive sider og fremskridt af hedendommen – de nye tankebaner og mystiske åbenbaringer, der relaterer til traditionalisme. Informationen om denne bog kan findes på www.polemos.ru
Blandt andet er der udgivet mere end hundrede artikler om hedendommen og nogle interviewer med forskellige hedenske tænkere, forfattere og aktivister fra Rusland og Europa, der kan findes i vor almanak «Warha». Den syvende udgivelse på russisk vil komme ud i efteråret 2020, og i år 2019 var der allerede udgivet den anden udgivelse på engelsk «Warha Europe». Man kan læse disse gratis. Desuden har vi vor egen platform om hedendommen, der kaldes «Den fond af de traditionelle religioner» eller «Фонд традиционных религий» www.tradition.foundation, som er meget berømt i Rusland blandt dem, der forskerer hedendommen.
Den hedenske traditionalisme er også forbundet med den af Julius Evola. Som regel forbinder man traditionalismen med lokale skikke og vaner. Men den traditionalisme af Evola eller Rene Guenon er en filosofi, der er baseret på den doktrin af de historiske cycler. Denne dokrtin fortæller, at de epoker forandrer sig fra Guldalderen til Jernalderen og der er den transcendentale sandhed, der danner basis for de gamle religioner. Kan De fortælle mere om denne filosofi og besvare spørgsmålet, hvordan den er forbundet med den hedenske traditionalisme? Kan De også fortælle om «et oprør mod den moderne verden» og «at sadle tigeren» af Evola, der tjener som titler af hans vigtigste værker? Hvad er «den moderne verden» ifølge Evola og hvordan kan vi vende os mod den i denne mørke tid af Kali-juga?
Jeg har skrevet om det i «Polemos». Den traditionalisme af Julius Evola, Mirtsja Eliade og Alain de Benoist danner basis for mine meninger. Ja, den hedenske traditionalisme accentuerer to ting: a) alle lokale (reject global, respect local) hedenske kulturer og traditioner er unik; b)enhed af alle indoeuropæiske traditioner på teologiens toppen, i et apofatisk hjerte af Den Hellige. Der er også en anden metaphor: den forenede tradition er elementær grammatik af Den Hellige, de lokale traditioner af forskellige nationer er myter, fortællinger og kommunikation af nationer med deres guder («et myte» betyder ordret «en fortælling»). Denne tankegang kan hjælpe med at rydde alle modsigelser af. Det tilskynder ikke at skabe den eneste hedenske religion eller kirke og det skaber ikke forudsætningerne til at ensforme. (Enhed er i mangfoldighed, kompleksitet er også mangfoldighed. Den hemmelighed af enhed og kompleksitet er i mangfoldighed.) Mange kulturer mod en kultur eller et multikulturelt samfund.
Evola forklarer bedst sin egen appel «Revolt against the Modern World». Lad os resumere det – den modernitets verden (siden XV-XVI århundrede ) er det falske eller inverterede bild af den traditionens verden. Alt hvad var helligt, alt hvad formerede et grundlag af de traditionelle samfunder, er tilintetgørt og inverteret. Nu er der dilettanteriet i stedet for Den Hellige, statsborgerskabet i stedet for aristokratiet, nationerne i stedet for folkene og stammerne, videnskabet i stedet for religionen, ligheden i stedet for stænderne og så videre. Men den probleme ligger dybere. Nu har vi en modern logik, moderne metoder og algoritmer, cartesianismen og hegelianismen i stedet for den traditionelle tænkning og det traditionelle sprog. Evola følger med Rene Guenone og foreslår os at oprøre mod disse og at få vor aristokratisk ære med de højeste hellige traditioner tilbage.
En af hans sidste værker, der kaldes «At sadle tigeren», er en refleksion af hans flerårig vej. Han indrømmer, at der er nødvendigt en ny strategi, som er ikke en krig til at få tilbage alt, hvad var tabt. Denne nye strategi er baseret på snedigheden, tålmodigheden og den foreslår os at afvente begivenhedernes gang, og således «at sadle tigeren» betyder at holde den eksistentialistiske anspændthed og den troskab til traditionerne og de højeste idealer selv i epoken af fuldsætndig samfundskollaps. Evola sagt: «Hvis Europa var kommet ind i forfaldsstadie først, så Europas skæbnen er også at komme ud fra den først.» En af de svage sider af denne værk er Evolas forkerte forståelse for Heideggers ideer, dog forskerere påstår, at Heidegger kendte Evolas værker. Uheldigvis eller lykkeligvis har vi ikke en færdig formel «hvordan kan vi få alt tilbage». Der er mange vejer. Efter min mening, en af de betingelser af Kali-Juga er umulighed at samle de store initiatiske eller indviede fælleskaber. Skæbnen udvikler sig i små grupper (en tusind mænd er også en små gruppe) eller på individuelslaget. Denne vej, der kan hjælper os med at udslette den moderne verden fra denne jord, er stadig skjult for os. Jeg tanker også, at en rigtig død (jordelivets efterladelse) kan give værdige frugter, der kan være gavnlig for den videre sjælsrejse. Denne frugter kan også blive den gnist, der kan minde mod andre om den ild af Den Tradition.
Hvilke andre tænkere, filosoffer of forfattere havde udøvet indflydelse på dig?
Julius Evola, Mirtsja Eliade, Veleslav Tsjerkasov, Alain de Benoist. Det er nodvendigt at tilføje til denne liste Aleksander Dugin, hvis værker kender jeg næsten alle, dog jeg vil bemærke, at vore meninger om nogle vigtige problemer er diametrisk modsatte. Også det er nodvendigt at bemærke Martin Heidegger. Han er meget gadefuld. Heideggers filosofi er den udfordring, der stiller os dybere og radikalere spørgsmåler end den traditionalisme. Det er meget svær at bygge broen mellem den traditionalisme og Heideggers filosofi. Nu er det vigtig at stille et rigtigt spørgsmål, end at besvare på det.
Jeg kan også nævne mange andre forfattere: Meister Eckhart, Ernst og Fridriech Georg Junger, Jean Baudrillard, Kaarlo Pentti Linkola, Collin Cleary, poesi og den egen myte af Eugen Golovin, poesi af Sergej Jesenin. Det er ikke fulstændig liste endnu.
Det synes, at hedendommen er tæt forbundet med de forskellige opfattelser, deriblandt højreorienterede. For eksempel, den skole af «nye højre» med Alene de Benois, som taler meget om hedendommen. Hvorfor tror De, at hedendommens hovedpunkterne tiltrækker så mange «nye højre» og nationalister?
Det er forbundet med den aktivitet af Alain de Benoist. Lad os kigge på historien. Vi kan se, at nationalorienterede tænkere var interesseret i traditioner og folkeminder af sit eget folk for mange århundrede siden. Alain de Benoist har en fordel – han er ikke orienteret på den strenge nationalisme, som er egentlig en illustration af Den Modern, ikke andet. Han var orienteret på kulturen, på etniciteten, på globaliseringsfornægtelsen, på undersøgelse af europæiske kulurer og historie. For ham hedendommen er en tankegang, der kan hjælpe med at bygge bestemte opfattelser, som kan hjælpe med at udgå de vrangforestillinger af Den Modern og Oplysningstiden. For Alain de Benoist, for alle rationele «nye højre» og identitetstilhængere er Kristendommen den rod af Oplysningstiden, egalitarismen, ligheden og globaliseringen. Kristendommen skabt de hovedpunkter af Den Modern. Det er ikke den personlige forfattersmening af Benoits. Disse ideer er enige for mange forfattere, fordi de er sand.
Aleksander Dugin er meget berømt blandt de «nye højre». Hvad tanker De om «den fjerde politiske teori» og den eurasiske bevægelse?
Som nævnt ovenfor, jeg kender hans ideer. Forresten, i sine skrifter indrømmer han at Kristendommen er et næst skridt mod det forfald og Den Modern.
Eurasianism er udenrigpolitiske project og ideologien. Denne projekt mislykedes i Rusland. Det vestlige samfund tror at Rusland er den vugge af konservatisme, men det er kun propagande. Rusland styres af oligarki. Konservatisme er her kun måde at få vælgernes loyaliteten og at trøste masserne.
Den fjerde politiske teori er særligt interessant. Den har beskrivelserne af forrige bevægelser og den forsøger at lære os «hvordan det skulle ikke være». Denne teori udvikler nogle begreber af Alain de Benoits og Heidegger, men den tilskynder at overvinde Den Modern hårdere. Men den har sine svagheder (eller styrker – det afhænger af meninger) – denne teori tilbyder os ikke nogle vejer for at løse alle de problemer og den er ikke optimatisk. Jeg tror, at det var udtænkt. Tænkere og politikere må få virkefelterne for at bygge forskellige praktiske legemliggørelser af denne teori overalt i verden. Til syvende og sidst må jeg sige, at denne teori er stadig under udvikling. Man skal udforske den og tilbyde nogle løsninger af disse problemer, som er baseret på sikere kulturele og geopolitiske baggrunder af sikere regeringer.
Nu til dags betragtes myterne som primitive fabeller, men mange mennesker synes at tro, at myter er noget større end det. Ja, fabeldyrene, heltene og guderne er arketypernes legemliggørelsen, men myterne er ikke kun almindelige fortællinger af vore forfædre. Hvad tanker De om de gamle myter? Hvad kan vi lære af dem? Hvorfor er det vigtigt for alle folker at erindre og at beskytte sine egne myter og sagn?
Den opsattelse, at moderne samfund og videnskab har overvundet mytologien, er fejlagtig. Nu til dag er myterne kun et levn, der ofte bliver politiseret. Jean Baudrillard og Roland Barthes havde skrevet om det. Moderne samfund synes at være rationel, men egentlig talt, den er meget irrationel i sin social dynamik. En myte er en fortælling, en historie, et narrativ. Jeg tror at en myte er et paradigme eller episteme, den særlige tankegang, den særlige logik, der overgår den klassiske kartesianske filosofi og den aristoteliske logik, som studeres i skolene. Collin Cleary beskrev denne eksistens: at være åbent for den eksistens og den positive vilje af den poetiske skabelse. At leve i Den Myte (den myte, der hører til din egen folkskulture) betyder at forandre vor tankegang, indstilling og eksistensmåde. Hvad kan vi lære af myterne? Alt. Myterne er vor hjemland.
Materialisme hersker i Europa og i hele vestlig verden. Den fortrænger ægte åndelige sandheder, dog synes det, at vi mangler myterne. Vi kan se at fantasy-bøger og filmer bliver mere og mere populært. For eksempel, filmer, der er baseret på de bøger af J.R.R.Tolkien, er nu meget populært ligesom syv år siden. Hvorfor tror De, at der er stadig så stor interesse for lignende historier på trods af den globale rationalisering? Kan De godtage den forklaring, at mennesker vil vende tilbage til den verden af myter og traditioner, fordi den moderne utilitaristiske liberalisme kan ikke dække deres åndelige behove?
I mine øjne denne popularitet er begrundet med den havesyge af de filmproducenter. Jeg gører mig ikke illusioner, at en film eller en tv-serie kan hjælpe med at popularisere traditioner. Vi skal forstå et aksiom: alt, hvad har noget at gøre med TV og massmedier, degraderes. Den, der siger, at tv-serie «Vikings» populariserer den germansk-skandinaviske tradition, er kun fæhoved. Denne popularitet er også begrundet med specialeffekterne og kulturens fashionabelle tendenser. Efter et par år alle skal være træt af fantasy og eventyr, og mennesker skal se noget andet.
Jeg tror, at fantasylitteraturen som Tolkien, Martin og Gaiman er en forfalskning , simulacrum, der er baseret på de sande myter og traditioner. Hvis mennesker vil «noget episk» eller «magisk», så de skal læse ægte sagaer, som er sande beretninger eller hellige værker, og det er bedst at lade dem føre disse princepper ud i livet.
De har ret, hvis De siger, at den moderne utilitaristiske liberalisme kan ikke dække menneskers åndelige behove. Mennesker er ved at løbe tør for autenticiteten og de kender ikke, hvor de kan finde den, så er der født en kimære. Systemen bruges den underholdende indhold for at fylde os med falsk åndelighed, som om det er sand åndelighed. Mennesker er svag og blind. De tager denne forfalskning for gode vare og for dem «at komme tilbage til de traditioner» betyder kun «at se næste sæson». De er fortabt.
De er ikke blot tilhænger af den føromtalte hedenske traditonalisme, men også af «den vej af den venstre hånd». Vær så venlig at fortælle os mere om den åndelige side af denne vej?
Den term «den vej af den venstre hånd» er almindeligt begreb for mange traditionelle og moderne skolene og lærdomme, og nogle modsiger hinanden. Jeg skal fortælle om min holdning.
Efter min mening, «den vej af den venstre hånd» er speciel måde, der har gennemgået indflydelsen af forandrede metafysiske betingelser af vor æra. Kort sagt, man kan ikke udøve den tradition i Jernalderen som om der er Guldalderen. «Den vej af den venstre hånd» tilbyder os en anden infaldsvinkel. Det handler ikke om Guldalderens restaureringen eller om tilbagekomst til den komfortbabel verden af borgerskabets konservatismen, fordi det ideal for næsten 100% af de europæiske konservative er borgerskabets konservatismen fra XVII-XVIII århundrede. Man skal orientere sig på den radikale trænsgressive erfaring af ungunstige betingelsers oplevelserne, som om det er den ordentlig tingenes tilstand. Ud fra det er der stigende opmærksomhed mod den mørke æstetik, de billeder af bortgang og ødelæggelse, hekseriens udøvelsen. Men det er kun ydre tilkendegivelse. Dybt nede ligger der problemer af tænkning, rette tidsmetafysikfortolkning og vor indre åndelighed. «Den vej af den venstre hånd» er næsten altid en individuel vej af den åndelige selverkendelse og dualismens overvindelsen (ligesom Advaita vedanta). Men andre ord er «Den vej af den venstre hånd» den gunstigste vej af den åndelige udførelse i den ugunstigste æra for Den Tradition. Denne vej er omgivet af frygten, denne vej skræmmer bort den, der er ikke beredt for den og den, som er ikke interesseret i den.
Jeg er sikker på den begreb, at Guderne, der er ansvarlige for døden, rejserne, metamorfoserne og bevidsthedsforanderingen, beskytter vor æra af ødelæggelse, parodier og simulationer (Dionysos og Odin, for eksempel). Spørgsmålet er, hvilket offer skal vi brage til dem og hvordan kan vi gøre det rigtigt.
Rusland betragtes som den slaviske stat, men De er tilhænger af den germanske tro på Odin, ikke den slaviske hedendom. De gamle europæiske traditioner er også etniske traditioner. Hvorfor er De tilhænger af denne vej? Er det forbundet med Ruslands skandinavisk oprindelse?
Som tidligere nævnt, jeg har mange tyske forfædre på begge linier. Mine slægtninger bor i Schwaben og Bayern, men mange slaviske hedninger (og ikke blot slaviske) er også mine venner.
Som sagt de rødder af de gamle europæiske religioner, der har den etniske baggrund, strækker sig dybt i den Vediske religion. Indoeuropæerne er stamfædre af de fleste europæiske sprog og folker. Det er let at bemærke denne forbindelse mellem de forskellige europæiske guder blandt de forskellige europæiske folkeslagene. Kan De fortælle os mere om disse forbindelser mellem de lignede europæiske religioner og guder, især mellem de germanske og slaviske guder og tro?
Med hensyn til denne slægtskab, beskreves det godt i den bog af Georges Dumezil «Les Dieux souverains des Indo-Européens» eller «De øverste guder af indoeuropæerne». Sprogvidenskabet også beskreves det godt. Det er mange eksempler. Indoeuropæiske folker har en triadisk stuktur af øverste guder og der er samme betengelser for det ord «Gud» i de forskellige sprog.
I de slaviske sprog bruges ordet «бог» (det læses som «bog», bogstavet «g» læses ligesom i ordet «gammel») til at mene de hellige himmelske personer. Dette ord stammer fra det protoslaviske ord «*bogъ». Ifølge M.Vasmer stammer dette ord også fra den protoindoeuropæiske ordstamme «*bhag» eller «bhagas», der betyder «at give», «at overdrage», «at fordele». Oprindelsen til ordet «Gud» er «den, der giver» eller «den, den fordeler», for eksempel Dazjbog i den slaviske mytologi.
I de germanske sprog bruges ordet «Gott», i engelsk «god», i urnordisk «Goð» eller «Guð». Dette ord stammer fra protoindoeuropæisk ordstamme «*ghuto» , der er en variation af ordstamme «ghew», som betyder «at flyde over», eller fra ordstammen «ghaw», som betyder «at kalde».
Den semantiske betydning er «den, der giver, den, der fordeler, og den, der bor i himlen». Det vil sige guder er de, som giver eller fordeler noget fra himlen.
Videnskaben foreslår os at tænke om den teori af det enige urfolk med det enige ursprog, der tjenede som et godt udgangspunkt for at udvikle alle indoeuropæiske folker efter mange årtusinder. Svaret på dette spørgsmål er skjult i århundreder, så forskere kan fremsætte kun de ubesvarede spørgsmål og teorier.
Jeg er ikke tilhænger af kulturkredslæren, der går ud på fremskridtbærer at tingene og ordene opfindes den eneste gang i historien og derfor udbredes de i hele verden fra folket til folket. Det er latterligt, det udelukker mulig sandsynlighed af tilfældigheden eller af lignende opfindelser blandt forskellige folker, som havde aldrig set hinanden. Denne tankegang påtvinger os tanken om, at der er enkele folker af fremskridtsbærere og opfindere, og at der er folker, som kan bare at kopiere opdagelser af nogen anden. Det er den kulturelle og arkæologiske racisme. Vor fælles oprindelse på et plan af vore forfædre skal ikke undtage vor idenditet og forskellige måder at gøre tingene på afhængigt af kulturernes foskelle og omgivelser. Endelig, vort slægtskab på transcendentale og hellige aspekter er mere vigtigt for mig. Denne slægtskab er ikke i fortiden, den er her og nu.
Såkaldt «Veles bog» er den eneste tekst fra førkristen tid som var angivelig skrevet af slaviske hedninger, ikke af mssionærer. Denne tekst var skrevet på trætavler og den indeholder beskrivelse af deres tro. «Veles bog» var fundet ud af i Rusland i begyndelsen af det 20. århundrede og mange forskere erkendte, at den er en forfalskning. Hvad tænker De om «Veles bog»? Hvordan ser de russiske hedninger på den?
«Veles bog» er en forfalskning. Det er en troværdig kendsgerning. Ingen så de trætavler. En sproganalyse og en kulturelanalyse har bekræftet at det er en samtidig forfalskning. Efter min mening, den mest overbevisende teori er, at Miroljubov forsøgte at ændre de indiske myter på det sprog af den russiske folkeminde. Det havde været aktuelt i denne periode, når mennsker var interesseret i østkulturen og så videre. Nogle ideer, der han foreslåede i sin værk, som er for eksempel verdensopdeling i tre dele og Veles billede, har fået hedningernes opmærksomhed. Men det er en forfalskning i almindelig og det kan ikke bruges som en pålidelig kilde. Det er som et lakmuspapir for de russiske hedninger, er du adækvat eller ikke.
Når kristendommen udbredte i Europa, den blev forenet med mange lokale skikkelser, for således at befæste sin stilling. Kan De give eksempler på, hvordan skete det i Rusland? Kan De fortælle os hvordan er kristendommens og hedendommens forhold til hinanden?
De taler om «dobbelt tro» eller «dual faith», der nu til dags forsøger man at forklæde som såkaldt «folkeortodoksie» eller «folk orthodoxy». Det er et vanskeligt spørgsmål at besvære. Selvfølgelig blev kristendommen forenet med nogle dele af hedensk kultur og kalender. For eksempel den tradition der kaldes «koljadovanje» – det er en vinterfest, når farvelig udklædte mennesker går fra hus til hus og synger «koljadki» – de slaviske rituele sange. I hedendommen var der ånder, som samlede gaverne (ifølge Mauss og Bataille). I ortodoksen blev emnet forandret – nu er det et varsel af Kristi fødsel eller julen. (for eksempel, når mennesker bærer en stjerne på en stang). Der er et andet eksempel af kristendommens tilpasning til datoerne af hedensk kalender – det er den katolske jul som falder sammen med vintersolhvervsfesten. Klart og logisk kan vi ikke sige, at russisk folk eller noget andet folk blev fulstændig kristnet. Egentlig antog folkene kun kristendommens udseendet, begreberne og opførselen, men de havde forstået disse på deres egen hedensk måde. Myterne og den tankegang var lidt forandret og den samme process havde været i Europa. Hvad angår Rusland og slaverne, man skal blive særligt opmærksom på forskellige folkesekter og kætterkulter, på mystikken og folkeminde.
I betragtning af det foregående vil jeg påpegge, at det gælder for ikke kun folkeminde eller for det jævne folk. I enhver tidsalder kan man finde et spor af den ellenske filisofi blandt munkene of religiøse tænkere. Man kan også finde et spor af folkemindets påvirkning på gejstligheden, dvs. præsternes måde at tænke selv er okkult, mystik og hedensk. Jeg kalder det «den teologiske dobbelt tro» eller «theological dual faith». De strålende eksempler er Pavel Florenskij, Nikolaj Kuzanskij, Meister Eckhart.
Med fuldkomne sind og intelektuelle fornemmelse kan man dechifrere kristendommen i alle kulturer. Det er nødvendig at rense de skjulte strukturer og emner af hedenske tankeganger og folkeminder, og at puste frisk luft af livet i disse. Moderne hedninger skal udvikle sine filosofi og teologi, de skal søge efter meningsfællerne og at styrke dem.
I hvilket omfang er tro på Odin (Asatru) og folketro udspredt i Rusland blandt de almindelige mennesker? Hvordan betragter et samfund disse? Arbejder De sammen med andre hedenske organisationer og fonder i Rusland eller i udlandet?
Det anslås subjectivt, at deres antal i Rusland er særligt vokset på de sidste ti år. Religionsforskerere bemærker at nu til dags er hedenske fællesskaber diasporaer som har vokset fra subkulturer. Det angår den tro på Odin eller Asatru og folketro. Som regel er Asatru mere aktivt, men der er også et stor antal af folketroens tilhængere, dog på statsniveau bliver hedendommen dæmoniseret og forfulgt. Nu er vi opmærksom på sociologi af vore fællesskaber, på meningsmåler. Også holder vi øje med alle forfølgelses lejligheder. Kort før år 2020 blev ødelagt den legendariske hedenske helligdom ved Malojaroslavets. Denne nyhed affødte stærke reaktioner i Polen og østeuropæiske lande – det var utroligt.
Nu til dags en ny generation var kommet i den slavisk-russiske hedendom – det er unge aktivister og tænkere, der reviderer vor foregående erfaring. En gang imellem gør de det for uforskammet, en gang imellem rigtigt. Jeg vil gerne tænke at det skal blive til nye organisationer og tankeskolene.
Ja, vi forsøger at arbejde sammen med alle sunde og adækvate fællesskaber overalt i verden – fra Asien til Amerika, fra Grækenland til Sverige. Naturligvis kan vi ikke undgå politiske, filisofiske, teologiske og metafysiske uenigheder, så skal vi være konstruktivt og uden følelser. Vi skal aftale med alle som muligt. Efter min mening, den hedenske traditionalisme er den sprog af vor kommunikation og det grundlag for alle hedninger, der forstår en skadelig indvirkning af Den Modern på sine skikke og kultur.
Tak skal du have for den interview. Har De nogle sidste bemærkninger for vore læsere?
Mange tak for de interessante spørgsmål. Sætte den høje oldtid op mod den lave modernetid. Genkende mytens sangen blandt den hvide støj af Den Modern. Til Gudernes ære.
